kort og sød: de bedste historier at læse lige nu
Marcel Prousts bror sagde, at problemet med på jagt efter tabt tid var, at folk “skal være meget syge eller have et brudt ben” for at læse det. Eller, tilføjer han måske i dag, være begrænset til deres hjem som reaktion på en global pandemi. I de tidlige dage af koronaviruslåsningen var mit Kvidrefeed fuld af samtaler om, hvorvidt det var tid til at læse Middlemarch eller Brødrene Karamasov, dyster hus eller melankoliens anatomi. Uanset om det var på grund af furloughing eller bare ikke at kunne gå på pubben, var den generelle antagelse blandt læserne, at der ville være meget fritid til at indhente de store, der indtil nu, som Ahabs hvide hval, slap væk.
men som tiden gik, så jeg disse planer falde under en lavine af surdejstartere, 1.000 stykker puslespil og Pubprøver. Selv for dem, der ikke var poleaksed af hjemmeundervisning og kravene til børnepasning, syntes noget at gøre det svært at koncentrere sig om romaner – eller i det mindste dem, der ikke var blevet filmet og overvejet indsat til iPlayer, som Sally Rooney ‘ s normale mennesker.
så repræsenterede nedlukningen det perfekte øjeblik for noveller: de små, skarpe udbrud af litterær smag? De Skittles af bogverdenen, som nogle synes at overveje dem. Jeg har skrevet før imod argumentet om, at noveller er ideelle til tidspressede læsere, eller endnu værre, korte opmærksomhedsspænd, men jeg kan ikke sige det bedre end Lorrie Moore:
Der er meget yak om, hvordan noveller er perfekte til det faldende offentlige opmærksomhedsspænd. Men vi ved, at det ikke er sandt. Historier kræver koncentration og alvor. Jo travlere folk får, jo mindre tid har de til at læse en historie … folk har ofte ikke en lige halv times tid at læse overhovedet. Men de har 15 minutter. Og det er ofte, hvordan romaner læses, 15 minutter ad gangen. Du kan ikke læse historier på den måde.
tiden lige før nedlukningen begyndte var underlig og kaotisk: min kone og jeg og vores døtre blev syge med formodet Covid-19, og det dræbte min bedste vens mor. Men da vi kom os og slog os ned i den mærkelige nye hverdag, jeg fandt ud af, at noveller virkelig var det læsemateriale, der bedst passer til mine dage. Ikke fordi de glider let ned, men fordi når jeg lægger en bog ned, var overgangen fra fiktion tilbage til virkeligheden så skurrende, at det, jeg lige havde læst, ville blive overmandet. Rummet i mit sind, hvor romaner fortsatte, da jeg ikke læste dem, syntes pludselig at mangle eller travlt med en anden opgave (sammenligning af nationale dødsrater, måske). De eneste ting, der overlevede, var dem, jeg begyndte og sluttede på et møde.
så når jeg kunne, mellem madlavning og forsøger at undervise i matematik, læste jeg en historie. Jeg læste” The Open Boat”, Stephen Cranes gribende fortælling om overlevelse på havet, Joseph Conrads hjemsøgende beretning om dobbelthed,” The Secret Sharer”, og Julio Cort. De tog mig langt fra det låste London, til Paris, Thailand og Florida-kysten, og bragte mig tilbage igen, før den næste nyhedsrapport eller regerings briefing koloniserede noget andet, jeg prøvede at tænke på.
men så er jeg et specielt tilfælde: Jeg vidste, at dette alligevel ville være en forår og sommer med at læse Kort fiktion, fordi jeg er en af dommerne for dette års BBC National short story-pris. For at teste min teori havde jeg brug for at se, om andre mennesker delte min oplevelse, ideelt set mennesker, der sædvanligvis læser en bred vifte af litteratur, inklusive noveller. Så jeg kom i kontakt med forfattere, der havde vundet eller været på listen for NSSA i løbet af de sidste 14 år – en kohorte, der repræsenterer en nylig historie om novellen i Storbritannien.
Nogle har kæmpet for at læse fiktion af enhver art. “Jeg finder historier lidt for længe, og også gjort op,” fortæller Kate Clanchy mig. “Der ser ikke ud til at være behov for at gøre noget op lige nu. Jeg kan kun læse digte, essays og aviser.”Lionel Shriver har det på samme måde. “Jeg er blevet så raslet af nyhederne, “siger hun,” at bortset fra den ulige novelle er jeg stoppet med at læse fiktion. Jeg skammer mig over at sige det, fordi jeg samtidig frigiver en roman, så jeg forventer naturligvis, at andre mennesker læser min fiktion.”Lucy, to gange på listen og en af mine meddommere i år, fortæller en lignende historie om forstyrrede læsemønstre, der beskriver hendes engagement med bøger som “inaktiv, hektisk, glat, vag. Jeg læser langt mindre end normalt og er en meget værre læser, hvilket er skræmmende: i hele mit liv har Læsning været det sted, jeg går til.”Denne ide om at læse som tilflugt fik mig til at undre mig over komfortlæsning, et koncept, jeg altid har fundet bekymrende: hvad med at blive udfordret, forstyrret eller forstyrret? En af de ting, jeg elsker mest ved noveller, er deres tvetydighed og ubeslutsomhed – det modsatte af komfort.
Sarah Hall hjalp med at afklare min tænkning, da hun fortalte mig: “jeg henvender mig ikke til litteratur for at få trøst eller trøst.”Noveller, sagde hun,”kræver stabile nerver og modtagelighed fra læsernes side – en vilje til at blive påvirket, urolig og acceptere opacitet”. Dette chimede med noget Claire-Louise Bennett havde sagt til mig et par dage tidligere: “De første noveller, jeg læste, var folkeeventyr, som på den ene side er så levende og specifikke, men alligevel intenst mystiske og ubøjelige. Disse historier var ikke beroligende, og de var ikke beregnet til at være.”
men det er også tilfældet, at det at tage trøst eller glæde i en bog ikke behøver at betyde det litterære ækvivalent med svampepudding eller en varmtvandsflaske. “Hvis en bog er godt skrevet, betyder det ikke noget, om det handler om noget forfærdeligt eller deprimerende,” siger Jon McGregor. “Jeg glæder mig bare over konstruktionen og skrivningen af den.”Shriver, der citerer” du vil aldrig blive glemt “af Mary South, en historie” om en kvinde, der forfølger sin voldtægtsmand”, siger, at ” der er ikke noget trøstende ved det materiale. Det, der trøster mig, er god skrivning. Udover det er jeg glad for at blive forstyrret.”
Tahmima Anam føles imidlertid ganske anderledes. “Jeg vil blive trøstet af fiktion lige nu,” siger hun. “Jeg vil have det til at give mig et varmt, ikke-fordømmende kram. I starten af nedlukningen, da jeg følte mig særlig øm, var alt, hvad jeg kunne mave, lidt Jane Austen. Jeg gik lige efter overtalelse og sans og følsomhed, og da jeg var færdig, følte verden sig lidt mindre kold.”
For Hall er udfordring sin egen belønning. Hun beskriver at læse en god novelle som “at blive holdt mellem to modsatte magnetiske kræfter, hvilket har noget at gøre med både komprimering af fortællingsform og indholdet af historien – det er det rigtige træk for mig, usikkerheden og mulige tilbageførsler, jeg står over for som læser.”Når hun er der, siger hun:” Jeg er ligeglad med, hvor meget jeg er rodet med psykologisk eller moralsk – jo mere jo bedre, sandsynligvis. Jeg kan forestille mig, at jeg altid vil elske noveller, selv i apokalypsen.”
men Anams holdning handler ikke om at undgå vanskelige emner. “Det er ikke, at jeg vil blive trøstet som I ikke udfordret, men jeg vil være tilfreds. Noveller er skud af espresso-bitter, skarp, og efterlader dig altid lidt utilfreds. Slutningen på en roman tilfredsstiller den måde, som slutningen på en novelle aldrig kunne være.”Tessa Hadley, en af landets mest dygtige Novelleforfattere, elsker også den følelse af nedsænkning i en god roman, en hel verden, du genindtræder hver gang du henter bogen, som kendt og levende som din egen verden er i live.”Hvis færre læsere nyder noveller, mener hun, at det sandsynligvis er på grund af “anstrengelsen ved novellelæsning”, som kræver “mere at finde vej. Mere mærkelighed, måske, i den forstand, at vi inde i en historie er mere forvirrede, forholdsmæssigt, for flere af de samlede sider, at finde ud af, hvad historiens verden er, hvem dens indbyggere er, og hvad vi skal gøre af dem.”Jeg er forbløffet over, hvordan hendes ord kunne fungere som en beskrivelse af de sidste par måneder, som vi fumlede igennem som om vi bestemte formen på en ny verden, og hvad vi lavede af den.
men jeg ville ikke kun vide omridset af, hvad disse forfattere havde læst. Jeg ønskede at tale detaljerne. Hvad har alle læst? McGregor har fundet sig tilbage til George Saunders,”for det sjove, han har med stemme og register, og hvor meget han elsker sine karakterer – selv, eller især, de mangelfulde”. Han er også gået tilbage til Erskines samling søde hjem,”fordi jeg ikke kan finde ud af, hvordan hun puster så meget liv i sine historier”. Cynan Jones, som da jeg talte til ham, ikke havde forladt sin landlige ejendom i 70 dage, “bortset fra en bilstreg for at kontrollere en nabos gårdport blev lukket”, har følt behovet for eventyrhistorier, “den gammeldags ting, der trak mig til historier i første omgang. Jeg læste Moonfleet af John Meade Falkner i sidste uge. Hold da op! Alle burde læse det.Hadley har genlæst Lucia Berlins “superb” noveller, ligesom Lucy Caldval: “på et sætning-for-sætning-niveau er hun uforlignelig.”Ingrid Persaud, NSSA-vinderen i 2018, fandt styrke i fiktioner af Jorge Luis Borges, en bog, hun beskriver som evnen til at “stirre ned” det aktuelle øjeblik af ustabilitet og angst. Mark Haddon anbefalede Ted Chiangs samling udånding, og han og Jo Lloyd, vinder af sidste års pris, begge vouched for de Calvino-lignende opfindelser af Kanishk Tharoors svømmer blandt stjernerne.Lloyd har undgået sine favoritter-Deborah Eisenberg og Edvard P Jones-til fordel for historier “med lidt magi eller andenhed”, herunder “Madame Bovary ‘ s Greyhound” af Karen Russell og “The Lonesome Southern Trials of Knut the hvaler” af Jessie Greengrass. Som grundlægger af NSSA og siddende dommer, måske den bedst læste novelleelsker i landet, anbefaler han Trevors samling romantikens balsal, Alice Munro og Nana Kvame Adjei-Brenyahs fredagssort.Hadley og Anam gav også Alice Munro et nik. For Anam er hun “fejlfri”, mens Hadley roste sin historie “båret væk”, “fordi det er storslået, og fordi det er sat i kølvandet på Første Verdenskrig og flu-epidemien, og alligevel er det så klart, sjov, sulten, salt af ironi.”For noget fra her og nu fortalte en anden tidligere vinder af prisen, KJ Orr, mig, at hun er blevet holdt op om natten af historierne i Dima Alsayats nylige debutkollektion Alligator.
noveller har været svaret for mig under nedlukningen, men de er måske ikke noget for dig. Måske er det, du leder efter, ikke engang at finde på siderne i en bog. “Jeg går ikke til bøger for beroligelse og trøst,” fortalte Cynan Jones mig. “Jeg finder det omkring mig i den naturlige verden, og nogle gange i en Negroni.”
• Chris magt er forfatter til mødre. Han er dommer for BBC National novelle pris med Cambridge University, fejrer sit 15-års jubilæum i 2020. www.bbc.co.uk/NSSA
seks af de bedste nylige novellesamlinger
Nudibranch af Irenosen Okojie
Okojie, der også dømmer årets NSSA, har en ekstraordinær fantasi: fra tidsrejsende munke til Ballardiske øer viser disse historier dig ting, du aldrig har set før.et register over min Passage på jorden af Daniel Mason ‘ s sæt af fantasifulde, absorberende historiske fortællinger omfatter fiktive versioner af naturforskeren Alfred Russel Og Farao Psammetichus I, såvel som ballonister, pugilister og galninge.denne smukt skrevne debutsamling af indbyrdes forbundne historier, der for nylig vandt Dylan Thomas-prisen, følger en rollebesætning af unge skæve mennesker i farve gennem kvartererne i Houston.en anden strålende debut, Levistons historier – som hver især indeholder en anden pige eller kvinde kaldet Claire-bruger teknologi, håndarbejde, køn og rædsel til at afdække de brud, der løber gennem familielivet.
det dominerende dyr af Kathryn Scanlan
usædvanligt dygtig til kompression, Scanlan skriver korte noveller, der ofte kun er en side eller så lang. Hun kan få en sætning til at gøre arbejdet på en side.
din And er min And af Deborah Eisenberg
Eisenberg arbejder måske langsomt – dette er hendes femte samling af historier på 35 år – men hendes historier er tæt på fejlfri: sjove, geniale, ental. Hun fortjener at være meget, meget bedre kendt.
ti af de bedste noveller, der nogensinde er skrevet
” de døde ” af James Joyce
i løbet af en enkelt Dublin-aften præsenterer Joyce et ødelæggende portræt af det skrøbelige mandlige ego. De afsluttende linjer er nogle af de mest berømte i engelsk litteratur.
“Emergency” af Denis Johnson
To stof-addled hospital ordrer snuble ud af arbejde, gå en tur og fare vild i skoven. Et line-by-line vidunder, der er både sjovt og dybtgående.
“The Garden Party” af Katherine Mansfield
Mansfields historie om en fattig Carters død på dagen for en velhavende families havefest blev aldrig dateret, men under pandemien, når Covid-19 dødsfald fortsætter midt i pubgenåbningerne, føles det frisk og foruroligende relevant.
“Sonnys Blues” af James Balduin
Balduins historie beskriver to fremmede brødre, der igen forbinder Harlem i 1950 ‘ erne. Deres oplevelse giver en grum redegørelse for det sorte amerikanske liv, men bevæger sig mod lyset i sin uforglemmelige sidste scene.
“Gusev” af Anton Chekhov
den mindst karakteristiske for Chekhovs mesterværker, “Gusev” beskriver de feberiske sidste dage af en soldat, der sejler hjem til Rusland og indeholder en af de mest ekstraordinære skildringer af døden i litteraturen.
“den sande historie om Ah” af Lu hun
denne satiriske, picareske og i sidste ende dystre historie beskriver misadventures af everyman Ah K, hvis triumfer altid omdannes til nederlag.
“hvor kommer stemmen fra?”fortalt fra en racistisk morders synspunkt, blev denne historie skrevet i umiddelbar efterdybning af mordet på borgerrettighedsaktivisten Medgar Evers. “Vrede tændte sikringen” af hendes historie, som ser ud til at seethe på siden.
” Passer ” af Alice Munro
i 1982 skrev Munro: “Hvert sidste udkast, hver offentliggjort historie, er stadig kun et forsøg, en tilgang til historien.””Fits” legemliggør denne tro, da en lille Bys Indbyggere sammenbygger deres egne forklaringer på et mord-selvmord, der skete i deres midte.”Looking for a Rain God” af Bessie Head ‘ s historier, baseret på samtaler, hun førte med landsbyboerne i Serovana, er som uddybede folkeeventyr: den originale historie, i dette tilfælde om en frygtelig tørke, er overlejret med en følelse af ironi, viden om historie og smag for enigma.
“Ulveselskabet” af Angela Carter
i sin samling The Bloody Chamber opdaterede Carter folkeeventyr og bragte deres “latente indhold” til overfladen for at afsløre deres patriarkalske antagelser og kvindehad. “Ulveselskabet “er hendes mindeværdige” revision “af”Lille Rødhætte”.
{{topLeft}}
{{bottomLeft}}
{{topRight}}
{{bottomRight}}
{{/goalExceededMarkerPercentage}}
{{/ticker}}
{{heading}}
{{#paragraphs}}
{{.}}
{{/paragraphs}}{{highlightedText}}
Leave a Reply