Articles

Restriktionssymmer

i laboratoriet anvendes restriktionssymmer (eller restriktionsendonukleaser) til at skære DNA i mindre fragmenter. Udskæringerne foretages altid ved specifikke nukleotidsekvenser. Forskellige begrænsninger genkender og skærer forskellige DNA-sekvenser.

hvor kommer begrænsninger fra?

restriktion findes i bakterier. Bakterier bruger restriktionssymmer til at dræbe vira – de angriber det virale DNA og bryder det i ubrugelige fragmenter.

hvordan virker begrænsninger?

som alle andre funktioner fungerer en begrænsning ved form-til-form-matchning. Når det kommer i kontakt med en DNA-sekvens med en form, der matcher en del af genkendelsesstedet, vikles det rundt om DNA ‘ et og forårsager en pause i begge tråde af DNA-molekylet.hver restriktion genkender et andet og specifikt genkendelsessted eller DNA-sekvens. Genkendelsessteder er normalt kun korte-4-8 nukleotider.

hvornår anvendes begrænsninger?

restriktion er et grundlæggende værktøj til bioteknologisk forskning. De bruges til DNA-kloning og DNA-fingeraftryk.

forskellige typer af restriktionsfrekvenser

forskere har identificeret og oprenset hundredvis af forskellige typer restriktionsfrekvenser. De er opkaldt efter slægten og arten af organismen, de blev isoleret fra, og får et tal for at angive den rækkefølge, de blev fundet i. For eksempel var EcoRI det første restriktionsstamme isoleret fra Escherichia coli stamme RY13, mens HindIII var det tredje restriktionsstamme isoleret fra Haemophilus influensa stamme R D.

DNA-fragmenter: stumpe eller klæbrige ender?

DNA består af to komplementære tråde af nukleotider, der spiral rundt om hinanden i en dobbelt spiral. Begrænsning skærer gennem begge nukleotidstrenge og bryder DNA ‘ et i fragmenter, men de gør det ikke altid på samme måde.SmaI er et eksempel på en restriktion, der skærer lige igennem DNA-strengene og skaber DNA-fragmenter med en flad eller stump ende.andre restriktionssymmer, som EcoRI, skærer gennem DNA-strengene ved nukleotider, der ikke er lige overfor hinanden. Dette skaber DNA-fragmenter med en nukleotidstreng, der hænger ud i slutningen. Denne overhængende nukleotidstreng kaldes en klæbrig ende, fordi den let kan binde sig til komplementære DNA-fragmenter.