humanistisk psykologi fokuserer på den subjektive oplevelse og den ofte mystificerende kunst i den terapeutiske proces. Den humanistiske tilgang hjælper klienter med at realisere selvet som forandringsinstrument. Målet med humanistisk terapi er den integrerede person – en der kan tænke uafhængigt og positivt påvirke kulturen – ikke den justerede – der kan tilpasses til defekte kriterier. I 1964 samledes en gruppe på mere end et dusin psykologer – inklusive Carl Rogers, Rollo May, James Bugental, Charlotte Buhler, Abraham Maslav og Gordon Allport – i Old Saybrook, Connecticut, for at udarbejde en ikke‐deterministisk, mere fleksibel terapeutisk drivkraft, som de mente var mere bemyndigende for klienter end Freuds psykoanalyse eller Skinners behaviorisme. Rogers blev personificeringen af denne teknik, som først blev kaldt ikke‐direktiv, derefter klientcentreret og endelig personcentreret Terapi. Maslav (1954) med sin model af et behovshierarki kan betragtes som den teoretiske filosof for den humanistiske bevægelse.